Fattigdom skal være fortid

Hvert 12. barn i Brøndby vokser op i relativ fattigdom. Det betyder, at alt for mange børn må undvære lejrskoler, fritidsaktiviteter og fødselsdage – alt det, der giver tryghed og fællesskab. Egmonts seneste undersøgelse viser, at børn i fattigdom kæmper med dårligere sundhed, større ensomhed og ringere muligheder i skolen.

Vi har et fritidspas i Brøndby, og det hjælper – men det kan ikke stå alene. Når familien ikke har råd til mad sidst på måneden, er der heller ikke plads til sportstøj, klassekasser eller sommerferier.

Samtidig kæmper mange pensionister med at få hverdagen til at hænge sammen. Ifølge Ældre Sagen har de mistet markant købekraft og må ofte tage deltidsjob – ikke af lyst, men af nød.

Alligevel er der siden 2002 givet 52 mia. kr. i skattelettelser – hvor de rigeste 10 % har fået 33.000 kr. om året, mens de fattigste har fået 1.000 kr. Resultatet er voksende ulighed og et presset velfærdssamfund: længere ventetider, dårligere normeringer og strammere budgetter.

Og nu skal kommunerne spare yderligere 2,7 mia. kr. fra 2027. For Brøndby betyder det ca. 50 mio. kr. i besparelser – med færre indsatser for sygemeldte og langtidsledige.

Børnefattigdom og ulighed er ikke tilfældige. De er resultatet af politiske valg. Når man skærer i ydelser og presser familier økonomisk, rammer det børn og udsatte borgere hårdest. Den reelle løsning er tryghed, ordentlige vilkår og støtte til dem, der har mindst.

Enhedslisten i Brøndby vil en anden vej: Vi vil stoppe fattigdom, styrke fællesskabet og sikre, at de bredeste skuldre bærer mest – så pengene går til skoler, omsorg og fællesskab frem for skattelettelser til de rigeste.

Det er tid til at sætte mennesker før profit.

Efter kontanthjælpsreformen trådte i kraft i juli 2025, findes der ikke længere noget, der hedder kontanthjælpsloftet – men virkeligheden er den samme: mange må stadig forsøge at overleve for alt for lidt.

De første afslag på ekstrahjælp oven i den laveste kontanthjælp er nu begyndt at komme.

Begrundelsen lyder: “Beklager, din indtægt ser ikke ud til at bedres.”

Med andre ord: man får afslag på hjælp, fordi man er for fattig.

Det er desværre resultatet af den moderne socialdemokratiske socialpolitik, som stadig rammer de mennesker, der har mindst.

Når vi taler om fattigdom og ulighed, handler det ikke kun om tal – men om rigtige mennesker, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.

Enhedslisten tager kampen – i både Folketinget og kommunerne – for:

* At ingen skal leve under fattigdomsgrænsen

* En værdig kontanthjælp uden straf og kontrol

* En socialpolitik, der bygger på tillid – ikke mistillid

Et stærkere Brøndby er et fællesskab, hvor ingen efterlades på mindstesatsen